Værftsmuseet

📍 Kulturværftet, Allégade 2, 3000 Helsingør​

Værftsmuseet omhandler tiden, hvor byens skibsværft byggede skibe og arbejderklassen voksede. Helsingør Værftsmuseum er historierne om slid, støj, møg, stolthed og sammenhold i en svunden tid, hvor værftsfløjten styrede byens liv. Både økonomisk, beskæftigelsesmæssigt, socialt, kulturelt og politisk var værftet det naturlige omdrejningspunkt.​

Rundvisning
Grupper kan komme uden for åbningstid efter aftale. En rundvisning med en tidligere værftsarbejder koster 600 kr. for grupper op til 10 personer og 800 kr. for grupper større end 10 personer. Til priserne kommer entrébillet.

Butik
I Værftsmuseet ligger en lille butik, hvor man kan købe bøger, postkort og film om værftet.

Læs mere om Værftsmuseet.

Helsingør Bymuseum

📍 Sct. Anna Gade 36, 3000 Helsingør

Helsingør Bymuseum giver byens borgere og turister et unikt indblik i byens lange og mangfoldige historie.

Helsingør Bymuseum er beliggende i det gamle købstadshus Karmeliterhuset i Sct. Anna Gade 36 i Helsingør. Helsingør bymuseum har været åbent siden 1973 med udstillinger om Helsingørs historie blandt andet en model, der viser, hvordan byen så ud i 1800-tallet.

Derudover viser museet udstillinger om Helsingørs Guldalder, portrætter af kendte Helsingoranere samt Helsingør under besættelsen. Museet er placeret tæt ved Helsingør Station.

Læs mere om Helsingør Bymuseum: Museerne Helsingør

Kulturhavn Kronborg i Helsingør

📍 Kongekajen, 3000 Helsingør

Mærk historiens vingesus på Helsingør Havn, også kendt som Kulturhavn Kronborg. Kulturhavn Kronborg er samlingspunktet for Helsingør's historie og nutid, og forbinder UNESCO verdensarvsslottet Kronborg, M/S Museet for Søfart og Helsingør By.

Kulturhavn Kronborg fremhæver Helsingør's historisk vigtige beliggenhed ved kanten af Øresund, hvor havnen åbner Helsingør by op ud mod vandet.

Kulturhavn Kronborg bruges af byens borgere og gæster – til forskellige arrangementer - fx Kronborg Cup's åbningsevnet.

Læs mere Kulturhavn Kronborg.

Kronborg Strand

📍 Kronborg Strand, 3000 Helsingør

Hop en tur i Øresund fra sandstranden, der ligger placeret mellem Helsingør Nordhavn og Kronborg Slot med M/S Museet for Søfart bagved.

Kohaverne Hellebæk

📍 Hellebækvej, 3150 Hellebæk

Fire km. nordvest for Helsingør finder du Hellebæk Kohave. Kohaven fordeler sig på 290 ha og består af naturskov, overdrev, moser, ferske enge og høsletsareler. Hele året går der desuden 150-300 stk. køer og græsser. Dette område er et af de mest besøgte blandt skovdistriktets arealer.

Læs mere om Hellebæk Kohave: Hellebæk Kohave

Hornbæk Strand

📍 Hornbæk Strand, 3100 Hornbæk

Hornbæk er en af Nordsjællands mest populære badebyer med især den kilometerlange hvide sandstrand og det lave, krystalklare vand, der især er attraktivt for børnefamilier.

Hornbæk Strand er en bred sandstrand med finkornet sand, god vandkvalitet, beskyttende klitter og sikre badeforhold. Stranden er bemandet med livredderposter i sommerperioden

Læs mere om Hornbæk Strand

Hornbæk Havn

📍 Havnevej 34, 3100 Hornbæk

En tur på Hornbæk Havn er synonym med dansk sommer og godt solskinsvejr. Hornbæk Havn er en charmerende lystbådehavn - tidligere et lille fiskerleje - med strande på begge sider og med 100 meter til Hornbæks idyliske by med handelsgade og restauranter.

Havnen har en masse aktiviteter for børn og voksne, bl.a. Strandlegepladsen - en herlig legeplads for børnene. Nyd udsigten over Kattegat og nordkystens flotte solnedgang ved de hyggelige grillpladser.

Helsingør Nordhavn

📍 Nordhavnsvej 15, 3000 Helsingør

Helsingør Nordhavn er, med sin beliggenhed ved indsejlingen til Øresund og Kronborg Slot som nabo, en hyggelig lystbådehavn med 1000 bådepladser. Havnen byder på et godt udvalg af ishuse, fiskebutik- og caféer, et galleri og forskellige forretninger. Havnen er med sin størrelse en af Danmarks største lystbådehavne, men har stadig bevaret den intimitet og miljø, der findes i de mindre havne.

På begge sider af havnen findes de to skønne børnevenlige strande - Grønnehave Strand og Kronborg Strand med sandbund, offentlig badebro, legepladser og grillpladser.

På havnen er der en masse sommeraktiviteter til børnene med den store hoppepude som centrum for sjov og leg og et udendørs havnebassin, hvor børnene kan komme helt tæt på Øresunds dyreliv.

Havnen er særlig kendt for sin spektakulære beliggenhed ved foden af Kronborg, hvor Øresund er smallest, der giver en fantastisk udsigt over Øresund med den svenske kyst som baggrund og Kulturhavnen og Værftets Madmarked i de gamle værftshaller som nærmeste nabo.

Kun 5-10 minutters gang fra havnen ligger Helsingør Bymidte, der er forbundet med den lange havnepromenade, som går forbi de mange museer som Museet for Søfart, Øresundsakvariet, Kronborg, Kulturhavnen.

Læs mere om Helsingør Nordhavn

Øresundsakvariet

📍 Strandpromenaden 5, 3000 Helsingør

Tag på oplevelse i Øresunds dyreliv. Øresundsakvariet i Helsingør giver gæsterne mulighed for at opleve et spændende og for mange ukendt dyreliv i Øresund.

Søanemoner, søpindsvin, krabber, rødhajer og alskens fiskearter. Det er blandt meget andet af det, man kan opleve og blive undervist i ved at lægge vejen forbi Øresundsakvariet på Strandpromenaden 5 i Helsingør. 

Kronborg Cup kan varmt anbefale et besøg på Øresundsakvariet, der har åbent hver dag fra 10.00 til 17.00. Der gives grupperabat på indgangen til grupper på over otte personer. Lokalbanen Helsingør, Hornbæk og Gilleleje banen, der afgår fra Helsingør Station, kører til Grønnehave Station, hvorfra der er cirka tre minutters gang til museet.

Læs mere om Øresundsakvariet i Helsingør

Rudolph Tegners Museum & Statuepark

📍 Museumsvej 19, 3120 Dronningmølle

Midt i den storslået natur med lyngklædte bakker og himmel i baggrunden skyder 14 bronze skulpturer, af kraftfulde mænd og kvinder, op. De imponerende skulpturer fra 1916 er formgivet af billedhuggeren Rudolph Tegner, der også er manden bag Museumsbygningen, der er bygget i beton. Rudolph Tegners Museum og Statuepark er en helt speciel oplevelse, der kombinerer smuk natur og bombastisk betonarkitektur.  

Der er fri adgang til Statueparken året rundt.

Læs mere om Rudolph Tegners Museum & Statuepark