Med tusindvis af glade unge fodboldspillere, propfyldte baner og en smittende stemning af fairplay og fællesskab, blev Kronborg Cup 2025 endnu en gang en succes.
Kronborg Cup 2025 tiltrak i år 450 hold – heraf en stor andel fra udlandet. Deltagere fra Sverige og Finland satte et stærkt internationalt præg på begivenheden, som er blandt de største ungdomsfodboldstævner i Danmark. Intet mindre end 2.200 kampe blev spillet i løbet af weekenden med mange flotte mål - faktisk hele 5.100 mål - en god forberedelse til efterårssæsonen.
"Vi er utrolig glade og stolte over årets stævne. Alt er forløbet stort set som planlagt, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra både spillere, trænere og forældre”, siger formand for Kronborg Cup styregruppe Frederik Hertz, der har stået i spidsen for planlægningen de seneste måneder.
Farverig åbning med fest og fællessang
Kronborg Cup blev officielt skudt i gang fredag eftermiddag med et festligt åbningsevent, hvor spillere og trænere fra alle deltagende nationer samledes til en masse forskellige aktiviteter på til lands og til vand – med og uden en fodbold. Dagen blev afsluttet med en farverig åbningsmarch gennem Helsingør By, der satte stemningen for en weekend fyldt med fællesskab og sportsånd.
”Det var en fantastisk oplevelse at se så mange børn og unge samlet på tværs af klubber og lande. Åbningen er med til at skabe den særlige Kronborg Cup-stemning”, siger Frederik Hertz.
Uundværlige frivillige og samarbejdspartnere
Det kræver noget ekstraordinært at afholde et event i den størrelsesorden, som Kronborg Cup erblevet gennem årene. Og dette kan kun lykkes med hjælp fra de mange frivillige.
Bag succesen står en stor indsats fra over 800 frivillige, som har hjulpet med alt fra madlavning, kommunikation og dommerbord til logistik og oprydning. Deres arbejde har været afgørende for, at stævnet kunne afvikles gnidningsfrit.
"Uden de frivillige, ingen Kronborg Cup. De har lagt et kæmpe arbejde i både forberedelse og afvikling, og det er deres fortjeneste, at det hele fungerer så godt. Samtidig skal der også lyde en stor tak til alle vores vigtige samarbejdspartnere, der er med til at støtte os. En stor tak til dem alle”, understreger Frederik Hertz.
Mere end fodbold
Selv om fodbolden naturligvis var i centrum, bød stævnet også på sociale aktiviteter, fællesspisning og hygge i og omkring banerne i Helsingør Kommune. Mange deltagere benyttede også lejligheden til at overnatte på byens skoler, Helsingør Vandrerhjem, Feriebyen og forskellige hoteller i byen.
Med solskin, god stemning og masser af fodbold i højt tempo blev Kronborg Cup 2025 et stævne, der endnu en gang formåede at samle unge mennesker på tværs af landegrænser – og understrege sportens evne til at skabe fællesskaber.
Ser frem mod 2026
Arrangørerne har allerede modtaget de første forespørgsler om tilmelding til næste års stævne, og de lægger ikke skjul på, at ambitionerne for 2026 er mindst lige så store.
”Vi arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre. Men vigtigst af alt, så er det fællesskabet og glæden ved sporten, der driver det hele”, afslutter Frederik Hertz.
Vi glæder os til at se jer igen til Kronborg Cup 2026!