Kronborg Cup er en forening bestående af 6 fodboldklubber, der hvert år arrangerer Kronborg Cup. Hvis der efter Kronborg Cup er overskud fra årets arrangement går størstedelen af det tilbage til samarbejds- og arrangørklubberne bag Kronborg Cup. Derudover går en lille del af overskuddet til at sikre og udvikle turneringen fremover. Der er derfor ingen investorer eller firmaer, der tager overskuddet væk fra klubberne og lokalforeningerne i kommunen. De frivilliges store arbejde er med andre ord med til at genere et meget vigtigt økonomisk bidrag til fodbolden og idrætten lokalt.
Kronborg Cup har samlet støttet med over 3 mio. kr. til støtte og udvikling i Helsingør Kommune. Det har bl.a. været med til at udviklet idræts- og fodboldarbejdet i Helsingør Kommune i et unikt samarbejde på tværs af klubberne og muliggjort støtte til unge fodboldspillere og idrætsarbejdet i klubberne i lokalsamfundet. På den måde bliver Kronborg Cup mere end en fodboldturnering, men et fodboldfællesskab i kommunen, hvis kerneopgave er at arrangere Kronborg Cup til fordel for børn og unge samt promovere Helsingør Kommune.
Kronborg Cup modtager ikke ansøgninger til støtte, da vi i udgangspunktet kun støtter foreninger økonomisk, der har hjulpet under Kronborg Cup.
Størstedelen af overskuddet fra Kronborg Cup går til ungdomsfodbolden i fodboldklubberne i kommunen, der arrangerer turneringen. Finansieringen går bl.a. til holdture til stævner i ind- og udland, oplevelser for unge fodboldspillere, støtte til events og turneringer til socialt sårbare ungdomsspillere, der ikke har de økonomiske forudsætninger på hjemmefronten, samt til uddannelse af trænere og ledere i klubberne.
Michael Mølgaard, formand, Snekkersten IF
”Vi har i de seneste år brugt midlerne fra Kronborg Cup til bl.a. at oprette og udvikle Special Olympics fodbold for både bredde og landshold, fodboldfitness og motionsfodbold for alle aldersgrupper også de ældre, samt Goalball for personer med synshandicap. Udover udvikling af nye aktiviteter er en stor del af midlerne også gået til udvikling af vores ungdomsafdeling”.
Kronborg Cup udbetaler hvert år støtte til en række mindre lokale foreninger i Helsingør Kommune, der hjælper til i løbet af weekenden med opgaver, der aflaster Kronborg Cups mange frivillige.
Forud for hvert Kronborg Cup skal rigtig meget materiel og tøj pakkes og sorteres til deltagerne – og her får vi hvert år hjælp fra en række folkeskoleklasser, der giver en hånd med og på den baggrund får støtte til de årlige studieture og udflugter i udskolingen.
Belinda Johansen, lærer, Skolen ved Rønnebær Allé
“Vi har været på studietur til Island, en tur der ikke bare lige er mulig at finansiere. Men midler fra bl.a. Kronborg Cup, sikrede at alle eleverne fik en læringsoplevelse for livet”.
Kronborg Cup har tidligere, i et samarbejde med FANT (Football for A New Tomorrow), indsamlet brugte fodboldstøvler fra Kronborg Cup deltagere og fodboldtrøjer til børn i Sierra Leone, der ikke har samme vilkår som i Danmark.