TAK FOR I ÅR!
VI SES I 2025

"Hold kæft hvor er det pinligt, at en pige scorer"

Den 18 årige Alma Aagaard er med raketfart fløjet fra banerne i barndomsklubben Snekkersten til den helt store scene i kvindelig topfodbold.

Tidligere Kronborg Cup deltager, fra Snekkersten IF og FC Helsingør, Alma Aagaard, har i juni 2024 vundet "The Double" med FC Nordsjælland med et mesterskab i Kvindeligaen og pokalsejr mod Brøndby IF, hvor Alma afgjorde kampen til 2-0.

Som 4 årig startede Alma til fodbold i den lokale fodboldklub Snekkersten IF. Efter en del år i Snekkersten kaldte elitemiljøet i FC Helsingør på Almas opmærksomhed. Allerede der var Alma et åbenlyst talent og få år senere hentede FC Nordsjælland en af Danmarks mest målfarlige angribere til klubben, hvor hun nu er blevet en fast del af førsteholdstruppen. At Alma har et skarpt blik for målet blev allerede tydeligt ved U17-EM i Bosnien-Hercegovina i 2022, hvor hun blev delt dansk topscorer.

I foråret 2024 underskrev Alma en 2,5-årig kontraktforlængelse med FC Nordsjælland. Dette var kun et halvt år efter, at hun rykkede op i Kvindeliga-truppen i september 2023.

Et helt særlig talent
Det var ikke uden grund, at FC Nordsjælland hentede Alma til klubbens ungdomsakademi. Jessica Davis, Sportschef for Kvindeliga-holdet, udtalte ved Alma's kontraktforlængelse til FC Nordsjællands hjemmeside:

“Hvis jeg skulle beskrive Alma med et ord vil det være farlig. Hun laver en masse kloge løb, der sætter hende i gode positioner foran målet, og hun er frygtløs, når hun modtager bolden i feltet. Jeg tror, at det er den kombination, der gør hende speciel og en smule anderledes end mange af hendes jævnaldrende”.

"Hold kæft hvor er det pinligt, at en pige scorer”
Som ungdomsspiller spillede Alma primært sammen med jævnaldrende drenge. Først som 14 år spillede hun på et hold med jævnaldrende piger.

Det har ikke været helt uden problemer, at Alma var så dygtig på banen og samtidig var en pige blandt alle drengene. Alma husker blandt andet til en kamp, at der opstod noget misundelse hos modstanderne:

“Jeg var en pige, der spillede med drengene. Jeg scorede engang i mod et drengehold, hvor en af drengene så udbryder “hold kæft, hvor er det pinligt, at en pige scorer”.

De gode minder fra Kronborg Cup
Alma skriver sig ind i en efterhånden lang række af tidligere lokale ungdomsspillere, der nu er professionelle fodboldspillere, men som alle i ungdomsårene har deltaget i Kronborg Cup på bredde niveau.

I ungdomsårene var Kronborg Cup en del af Alma's sommerferie, som altid blev set frem mod med stor begejstring. Minderne byder også på flere medaljer fra turneringen.

"Jeg husker Kronborg Cup som noget af det fedeste i min sommer. Det var noget jeg altid så frem til, og noget jeg elskede at deltage i. Jeg har medaljer derfra og det er jo fedt".

En fremtid i udlandet
Lige nu slår Alma sine folder i Farum, hvor der dagligt trænes på at blive endnu bedre. En gang i fremtiden drømmer Alma om at skifte Danmark ud med en af de lidt større adresser i England. Hvis Alma skal udpege nogle favoritspillere, som hun er inspireret af, så er det Sam Kerr og Eden Hazard fra Chelsea - og det netop også i Chelsea, som Alma drømmer om at se sig selv i om fem år.

"Om 5 år spiller jeg forhåbentligt i udlandet, og måske på kvindelandsholdet. Drømmen er jo at spille i Chelsea".

At Alma står, hvor hun står i dag med de flotte resultater på så kort tid, gør Alma rigtig stolt og glad:

"En 10-årig Alma ville nok ikke kunne forestille sig, hvor langt jeg er nået i dag. Det er drøm, der er gået i opfyldelse for hende, at hun scorer i en pokalfinale og sikrer sin klub The Double! Jeg tror også, at lille mig ville være stolt".

Et godt råd på vejen
Hvis Alma skal give et godt råd til de mange unge fodboldspillere, så er det:

"Ha' det sjovt. Jeg tror, at grunden til, jeg er blevet god, er fordi, jeg har elsket at spille. Når jeg ikke havde en bold, spillede jeg med en usynlig bold. Så det vigtigste er at elske spillet og tag det lidt som en leg, fordi hvorfor ellers gøre det".

Få et indblik i Alma Aagaard's rejse fra Snekkersten til livet som professionel fodboldspiller i videoen nedenfor.

Video: FC Nordsjælland

Foto: fodboldbilleder.dk

Med portrætserien Fra "Bredde til Elite" følger vi tidligere Kronborg Cup deltageres vej fra bredde- til elitefodbold. Kronborg Cup er en breddeturnering, der favner og hylder fællesskabet og bredden i sporten, hvor der er plads til alle. Vi hylder talentet, der går hele vejen fra drømmene til et liv med elitefodbold på højeste niveau.

Få de seneste nyheder
Skriv dig op til vores nyhedsbrev
Kronborg Cup er en international fodboldturnering for ungdomshold – Sjællands største turnering – der hvert år afvikles i sidste uge af skolernes sommerferie.
Genveje
© Kronborg Cup 2024
CVR. NR.: 36285621