75% af pladserne er solgt
TILMELD HOLD

Landsholdsspiller med gode minder fra Kronborg Cup - Del 1

En håndfuld spillere har i sine yngre dage deltaget i Kronborg Cup og senere er blevet professionelle fodboldspillere. En af de mest prominente er landsholds- og Bundesligaspilleren, Jacob Bruun Larsen.

Som blot 16-årig skiftede Jacob i januar 2015 fra Lyngby Boldklub til den tyske storklub Borussia Dortmund, hvor han gennem årene har spillet sammen med bl.a. Marco Reus, Christian Pulisic, Jadon Sancho, Pierre-Emerick Aubameyang, Ousmane Dembélé og Mats Hummels.

På CV’et kan den 23 årige landsholdsspiller lige nu skrive vinder af den tyske pokalfinale i 2017 og syv Champions League kampe for Borussia Dortmund. 68 Bundesliga kampe for Borussia Dortmund, VfB Stuttgart og hans nuværende klub TSG 1899 Hoffenheim, samt seks kampe og ét mål for A-landsholdet og 25 kampe og syv mål for U-21-landsholdet.

Foto: Jacob Bruun Larsen, Instagram

Jacob startede til fodbold, da han var fem år gammel og boede i Tyskland. Jacob stiftede for første gang bekendtskab med fodbolden i en lille klub i Bremen, og i årene efter flyttede Jacobs familie til Danmark, hvor han startede til fodbold i Hornbæk IF sammen med barndomsvennerne. Igennem ungdomsårene har Jacob spillet sammen med andre A-landsholdsspillere. I Hornbæk spillede han sammen med Victor Nelsson, der til dagligt spiller i den tyrkiske storklub Galatasaray og senere i Lyngby Boldklub med midtbanegeneralen i Brentford, Christian Nørgaard. Jacob husker med stor glæde tilbage på årene i det Nordsjællandske;

"Jeg har elsket fodbold lige siden dengang. Det startede for alvor, da jeg var 6 år gammel ved Hornbæk Hallen. Derefter skiftede jeg til FC Nord (et samarbejde mellem Frem Hellebæk og Hornbæk IF, red.), da jeg var 10-11 år gammel i et enkelt år, inden jeg skiftede til Lyngby Boldklub som 12 årig".

At interessen lige skulle være fodbold var ikke en tilfældighed;

"Alle mine venner spillede fodbold. Og så er fodbold jo kæmpe stort i Tyskland. I skolen i frikvarteret spillede vi også meget fodbold. Da jeg kom til Danmark spillede alle mine venner også fodbold. Vi elskede det bare, og det var det eneste vi lavede, og det handlede altid om fodbold. Når vi ikke spillede fodbold, så snakkede vi om fodbold og spillede FIFA. kan jeg huske. Det har altid været fodbold”.

Jacob spillede i sine ungdomsår på et hold med spillere, der var en årgang ældre end ham selv. På trods af mindre fysisk blev det alligevel tydeligt, da fodbolden begyndte at blive lidt mere seriøs, af folk omkring ham, at Jacob havde talent for fodbolden. Jacob har dog altid haft fokus på at fodbolden skulle være sjov;

Jeg har altid syntes fodbold har været rigtig sjovt, og jeg har haft en masse venner, der har været bedre end mig, og jeg har altid set op til dem”.

Entré på den store scene i en ung alder
Jacob spillede i sine ungdomsår på et hold med spillere, der var en årgang ældre end ham selv. På trods af sin unge alder har Jacob Bruun Larsen allerede oplevet mange store øjeblikke i fodboldverdenen. I oktober 2016 i en alder af blot 18 år fik Jacob debut på Dortmunds førstehold i den tyske pokalturnering mod Union Berlin, og to et halvt år senere debut på det danske landshold i en venskabskamp med Kosovo marts 2019.

Enkelte øjeblikke skiller sig ud fra Jacob, selvom det er svært at udvælge de største øjeblikke;

“Det er svært. Det må nok være min Champions League debut med Dortmund på hjemmebane mod Monaco, hvor jeg scorede mit første Champions League mål i det 53. minut. Selvfølgelig er debuten på det danske landshold og det første mål for landsholdet også rigtig stort for mig”.

I en alder af 23 år er Jacob stadig i begyndelsen af karrieren, og i fremtiden håber han på at få endnu flere kampe på højeste niveau;

“Forhåbentlig endnu flere kampe på det danske landshold ville være fantastisk, og så vil jeg udvikle mig selv som spiller og blive endnu skarpere”.

En vinder med forkærlighed for det offensive spil
Jacob er et født konkurrencemenneske, der går meget op i at vinde og det skinner også igennem på banen;

“Jeg vil altid vinde! Det tror jeg også dem, jeg spillede sammen med som yngre, da jeg fx spillede Kronborg Cup, at jeg ville vinde for enhver pris”.

Allerede i en tidlig alder fik Jacob øjne op for det offensive fodbold, og hans store idoler som barn var også de offensive spillere i bl.a. F.C. København.

“Jeg så op til mange. Da jeg boede i Tyskland, fik jeg en stor kærlighed for Werder Bremen. De havde en franskmand med nummer 10, der hed Johan Micoud, og så havde de selvfølgelig også Miroslav Klose, som er alle tiders topscorer i VM. Da jeg kom hjem, blev jeg hurtig fan af FC København, der havde Zuma og Grønkjær. Da jeg blev lidt ældre, så jeg rigtig meget op til Grønkjær. Nu hvor jeg er blevet lidt ældre, ser jeg lidt anderledes på tingene. Nu ser jeg ikke op på samme måde, men jeg lader mig stadig inspirere af andre”.

Jacob har i dag flere ligheder med netop Grønkjær, med fokus på de offensive løb og farlig på den sidste tredjedel;

“Jeg ser mig selv som en dynamisk fodboldspiller. Som altid har blik på at komme frem i banen og mod mål. jeg synes selv, jeg har en god teknik, og jeg kan spille med begge fødder. Jeg har altid været hurtig”.

Følg med i anden del søndag d. 1. maj, hvor Jacob fortæller om de gode minder ved Kronborg Cup og tiden som ungdomsspiller, samt giver et indblik i en hverdag som professionel fodboldspiller i Bundesligaen.

Foto: Jacob Bruun Larsen, Instagram

Med portrætserien "Fra Brede til Elite" følger vi tidligere Kronborg Cup deltageres vej fra breddefodbolden til elitefodbold. Kronborg Cup er en breddeturnering, der favner og hylder fællesskabet og bredden i sporten, hvor der er plads til alle. Vi hylder talentet, der går hele vejen fra drømmene til et liv med elitefodbold på højeste niveau.

Få de seneste nyheder
Skriv dig op til vores nyhedsbrev
Kronborg Cup er en international fodboldturnering for ungdomshold – Sjællands største turnering – der hvert år afvikles i sidste uge af skolernes sommerferie.
Genveje
© Kronborg Cup 2020
CVR. NR.: 36285621